Om mig

Jeg er uddannet psykolog fra Aarhus Universitet i 2007, autoriseret ad Dansk Psykolognævn og medlem af Dansk Psykologforening. Jeg er oprindeligt fra Norge, men efter 25 år i Danmark taler jeg dansk, men med en norsk accent. Det plejer ikke at give vanskeligheder i det terapeutiske samarbejde med mine klienter.

Jeg har siden sommeren 2023 haft egen klinik. Før dette har jeg arbejdet 8 år i regionspsykiatrien, 3 år på en privat smerteklinik og nogle år på forskellige bosteder for unge mennesker med forskellige former for vanskeligheder. Tidligere er jeg uddannet magister i informationsvidenskab, psykologi og økonomi.

Privat er jeg gift gennem 17 år. Sammen med min ægtefælde har jeg en søn på 16 år. Vi bor i Gedved.

Jeg er vokset op dels i Nord Norge i Narvik og dels på det norske Vestland i Bergen. Begge steder var den vilde norske natur alle steder omkring mig. Jeg har tilbragt mange timer i de norske bjerge, ved familiens hytte i det Nord norske multebærland, ved en fiskesø, og i bil på vej gennem det norske landskab – over bjerge og langs den norske kyst. Narvik er nord er for polarcirkelen hvorfor midnatssol og nordlys var en del af årets cyklus. Men også lange og mørke vintre hvor vi i februar fik fri fra skole den dag hvor solen stod på flaggstangen for første gang. Naturen fylder meget i mig og min selvforståelse.

Min familie og jeg besøger regelmæssigt familie i Norge, men vi ynder også at nyde den skønne natur i Nordjylland. Jeg har lært at elske den danske natur lige så meget som den norske.

I 1999 flyttede jeg til Danmark for at læse psykologi. Nogle år inde i psykologi studiet mødte jeg Anne Sophie Jørgensen, leder af og lærer ved meditationcenteret Tigerens Rede i Gedved. Dette ændrede min livsbane i det jeg hurtigt blev elev af Anne Sophie og efterhånden bosatte mig i Gedved for at være en del af den daglige praksis på stedet. Jeg har mediteret på daglig basis de sidste 23 år.